I.v. inch. n., to grow under or from under any thing; to grow up (very rare).
I. Lit.: “sub ordine naturali pilorum (in palpebris) alius ordo succrescit,” Cels. 7, 7, 8: “succrescit ab imo,” Ov. M. 9, 352: “ne patiantur herbam succrescere,” Col. 4, 14, 2; cf.: “mores mali, Quasi herba irrigua, succrevere uberrime,” Plaut. Trin. 1, 1, 9.—
B. Transf., to grow up to any thing: toties haustum cratera repleri Sponte suā, per seque vident succrescere vina, to spring up, or be supplied anew, Ov. M. 8, 680.—
II. Trop.: non enim ille mediocris orator vestrae quasi succrescit aetati, grows up after, succeeds, * Cic. de Or. 3, 61, 230: “se gloriae seniorum succrevisse,” Liv. 10, 13, 17.